Danske og tyske gamere får nu deres eget mødested hen over Femern Bælt. Breaking Borders, forkortet til BB, hedder det. Der vil blive afholdt turneringer, men der er også mulighed for selv at arrangere games, ligesom der vil være online-foredrag både for unge og deres forældre.
Det er Næstved Bibliotek og Borgerservice, der sammen med eSport in Schleswig-Holstein, der har arbejdet på at oprette det særlige dansk-tysk rum. På længere sigt er det planen, at der også vil blive arrangeret fysiske møder. En af de foreløbige planer lyder på et Gaming-Event mellem jul og nytår.
Deltag
Pengene til projektet er bevilget af kultKIT. E-sport-projektet henvender sig ikke kun til unge, der allerede spiller, men også til nye gamere og deres forældre.
For at blive lukket ind i det dansk-tysk rum, kan man enten åbne Discord gennem sin browser eller downloade den app, der hedder Discord. Derefter følger man bare linket til ”Breaking Borders”-kanalen, som vil blive delt, når serveren er klar til at gå i luften inden for den nærmeste fremtid. Du kan også følge med her: https://www.facebook.com/breakingborders.gg
Høj sikkerhed
Man skal være fyldt 13 år for at blive accepteret af Discord, og når man er logget på, skal man acceptere en lang række regler for god opførsel for at kunne spille. Hold kan få deres egen kanal og tale sammen. Der er ingen reklamer på Discord.
Besøg af Marcus Priskorn
Arrangørerne bag vil have de første spiller-events klar allerede i august, hvor bl.a. Marcus ”xpriskortnet” Priskorn og tidligere FIFA Verdensmester Mohamad Al-Bacha gæster serveren.
Marcus Priskorn har tidligere spillet League of Legend på højt niveau. Han har bl.a. spillet i fem forskellige lande, været i top otte til de europæiske mesterskaber og vundet Englands største LAN-turnering. Det vil foregå onsdag d. 25/08 kl. 19.30 direkte på serveren. Mohamad Al-Bacha kigger ind torsdag i uge 32 kl. 17.30.
Flere arrangementer
Til september vil Christian Mogensen, der forsker i gaming for Center for Digital Pædagogik, holde et foredrag – det vil foregå onsdag d. 8/10 kl. 17.45. Torsdag d. 23/10 vil Frederik Byskov give et foredrag. Frederik Byskov har været en stor first-mover i E-sportsmiljøet i Danmark. Han har bl.a. været med til at starte det succesfulde Counter Strike-hold ”Astralis”.
Senere kommer der flere andre arrangementer med andre spændende navne i det danske e-sportmiljø.