Kultur · 12 august 2021 · kultKIT

Spændende kultKIT-projekter

Det bobler i kultKIT-regionen. Gymnasieelever får et skud tysk kultur og historie, danske og tyske håndboldspillere mødes til en turnering i Næstved, mens andre har videreudviklet et dansk-tysk håndboldtræf og skal mødes i Malente ved Eutin – og endelig kommer elever fra Lübeck op for at møde elever fra Næstved.
kultKIT bevilgede i alt 860.800 kroner lige før sommerferien til de fire projekter. Begge håndboldturneringer bliver afholdt i august, mens elev-møderne finder sted i løbet af efteråret.

Fladså og Holstenske Schweiz

Det første af de fire kultKIT-projekter bliver afviklet den 20. til 22. august i Malente ved Eutin. Her vil cirka 70 håndboldspillere fra Fladså Håndbold møde tilsvarende 70 fra HSG Holsteinische Schweiz. Samarbejdet begyndte i 2018, men er blevet videreudviklet. Størstedelen af de unge har endnu ikke oplevet en sådan fælles weekend med fælles træning og udflugter. Søndag vil de danske og tyske hold dyste mod hinanden.

Næstved Cup 2021

Det næste af de fire kultKIT-projekter bliver afviklet 17. – 19. september i Næstved. Her skal flere klubber fra Lolland-Falster og fra Sydsjælland møde klubber fra Østholsten og Lübeck. Næstved Cup’en har 40 års jubilæum, men det er første gang at de tyske klubber deltager. Spillerne skal ikke bare spille mod hinanden, de skal også bo sammen og får derved gode muligheder for at lære hinanden at kende før og efter kampene. Planen er, at deltager 560 spillere fra Danmark og 140 fra Tyskland. kultKIT dækker kun udgifterne for de tyske spillere.

Elever fra Lübeck til Næstved

Det tredje af arrangementerne finder sted i dagene fra den 25. oktober til den 29. oktober. Her kommer eleverne fra 9. og 10. klasse fra Holstentor-Gemeinschaftsschule i Lübeck på besøg på Kobberbakkeskolen afdeling Sjølund. Den 26. skal de deltage i undervisningen og spise middag sammen. Det skulle gerne ryste dem sammen, så de er klar til udfordringerne på trætopbanen lidt uden for byen – og de næste dages udfordringer som at deltage i workshoppen Næstved Kunstby, en workshop for Street-Art, derefter kommer turen til Grafisk Værksted – et værksted for kunstnere. Desuden skal de også besøge Holmegaard Værk. Formålet er, at de unge gennem fælles aktiviteter får en indsigt i og forståelse for hinandens kultur og bliver motiveret til at lære hinandens sprog.

Dansk-tyske gymnasieelever
Det fjerde og sidste projekt begynder allerede 6. til 10. september, men strækker sig ud over en længere periode. HTX-elever fra EUC Sjælland mødes med seks elevambassadører fra Det Tyske Gymnasium i Aabenraa og fra de danske gymnasier i Tyskland. Elevambassadørerne bliver indkvarteret privat hos Næstved-eleverne. Omdrejningspunktet bliver fagene dansk og idehistorie. En del af projektet foregår i Femern, hvor eleverne skal omsætte deres viden til feltarbejde, hvilket skal ske ved at opsøge relevante steder og personer for at øge deres vidensniveau om projekttemaet. Det hele ender med en både mundtlig og skriftlig eksamen. Formålet er at få eleverne til at reflektere over, hvad nationalitet er, og hvad nationalitet kan bygges op omkring. Dertil kommer hvorledes historiske begivenheder, sprog, arkitektur, mad samt hvordan genstande og fænomener samt teknologier er med til at forme national identitet. Projektet vil give eleverne materiale, faglige begreber, afvikling af egne undersøgelser og skabelsen af egen empiri, der lægger op til opgaven i dansk og idehistorie.