Kultur · 15 marts 2021 · kultKIT

E-sport har interkulturelle perspektiver

kultKIT har fået en netværkspartner indenfor e-sport. E-sporten er ikke kun noget, man ser på TV2 Zulu og forbeholdt de bedste. E-sport er en breddesport med interkulturelle perspektiver. E-sport er oplagt til at få unge danskere og tyskere til at mødes både online- og fysisk. Det mener Jeppe Pers, projektleder for kultKIT. Derfor er han glad for kultKIT’s nye netværkspartner: LEZ.SH, der skal være med til at facilitere onlinekulturmøder. Det officielle navn er Das Landeszentrum für eSport und Digitaliseierung Schleswig-Holstein. LEZ.SH LEZ. SH er en organisation, der er finansieret af Slesvig-Holsten, byen Kiel og eSports-Bund Deutschland e.V. Den arbejder for bedre struktur og vilkår for amatør-e-sport. LEZ.SH er lige nu ved at være færdig med indretningen af et 600 kvadratmeter stort e-sportcenter i Kiel med masser af plads til træningslokaler, sportsrum og alt, hvad der følger med.
– E-sport giver et godt grundlag for såvel digitale dansk-tyske fællesskaber som fysiske møder, siger Jeppe Pers, der mener, at LEZ.SH som netværkspartnere sammen med kultKIT og andre aktører kan være bindeled for e-sporten på begge side af Femern Bælt.
– Når man spiller sammen på et hold, er man nødt til at tale om strategier og gameplay, og så er kontakten der, siger Martin Müller, der er projektleder for LEZ.SH. Han nævner som eksempel spionspillet Among Us, hvor de sociale færdigheder er i fokus, fordi det er en vigtig del af spillet, at spillerne taler sammen.
Martin Müller erkender, at deltagerne nok i begyndelsen vil tale engelsk sammen, men regner med, at de langsomt får lært lidt af hinandens sprog og hinandens kultur. Og bliver motiveret til at lære endnu mere i andre sammenhænge.
– Når corona-restriktionerne forsvinder, planlægger vi at holde turneringer, hvor danskere og tyskere mødes fysisk, siger Martin Müller.
LEZ.SH samarbejder med foreninger, virksomheder og offentlige aktører og henvender sig til målgrupperne unge og ungevoksne mellem 10 og 30 år samt deres forældre.
Jeppe Pers glæder sig over den fremadrettet dansk-tyske viden- og erfaringsudveksling om computerspil og best-practise på nettet, der ikke kun henvender sig til unge, men også forældre.
– Der er rigtig mange, der har en teenager, der bruger meget tid på Twitch og andre computerspil. Men hvad har de unge egentligt gang i? Sammen med LEZ.SH vil vi hjælpe forældrene til en bedre forståelse af deres børns færden på nettet, gøre dem opmærksomme på faldgruber og farer, siger Jeppe Pers og fremhæver, at de også vil fokusere på de positive perspektiver ved de digitale måder at interagere på. Et område, der er i konstant udvikling.
Martin Müller fortæller, at mens Forenings-Danmark har taget e-sporten til sig, vil eSport Schleswig-Holstein gerne tage ved lære af den måde, Danmark har fået e-sporten anerkendt på.
– Alene i Tyskland er der tre-fire millioner, der dyrker e-sport, og jeg ser gerne, at det bliver accepteret på linje med det at gå til fodbold eller at låne en bog på biblioteket, siger Martin Müller.
LEZ.SH er lige nu ved at planlægge det første kultKIT-projekt sammen med Næstved Bibliotek.